1) Der er ingen kildesortering af affald heroppe. Man genvinder åbenbart ikke. Indtil videre har jeg ikke kunnet få mig selv til at smide pap, papir og flasker i skraldespanden. De ligger pænt sammenfoldet i et skab og venter på at jeg bliver vant til tanken om alt går i den samme skraldespand.
2) En ting er luksusvarer som (næsten) dagsfrisk mælk til 60 kroner. Ting er dyre her og det er jo ikke underligt når man tænker på at stort set alt skal importeres. Jeg bliver nødt til at tage tilbudsaviserne til nåde og købe stort ind når der er gode tilbud. Jeg har fx købt 12 liter langtidsholdbar Thise økomælk. Der er mange penge at spare, men man får godt nok lange arme...
3) Der er rigtig mange biler her i Nuuk. Store biler. Firehjulstrækkere kan sikkert være nødvendige på kolde og stormende vinterdage, men for mig virker de alligevel noget malplacerede i en by, der højt har 4 lyskryds (og en hastighedsgrænse på 60 km/t).
4) Alkohol er meget dyrt her og man kan ikke købe øl, vin eller spiritus i supermarkedet på en lørdag eftermiddag. Den opbevares på norsk manér bag lås og slå. Det erfarede jeg på bittert vis for et par uger siden, da jeg naivt nok, liiiige skulle ind i Brugsen for at købe noget at drikke til en festlig aften.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
18 august 2010
09 august 2010
Livets små og store fristelser
Jeg gik i stå foran en karton flyfrisk letmælk i lørdags.
Den stod der og lokkede: "Køb mig. Du ved du har lyst. Køb mig!"
En hård kamp mellem min rygrad og mit mundvand endte skidt for rygraden. 30 minutter senere og næsten 60 kroner fattigere drak jeg mit første glas frisk mælk i næsten en måned.
Det er de sjoveste ting, der ender op med at være luksus en gang i mellem.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
Den stod der og lokkede: "Køb mig. Du ved du har lyst. Køb mig!"
En hård kamp mellem min rygrad og mit mundvand endte skidt for rygraden. 30 minutter senere og næsten 60 kroner fattigere drak jeg mit første glas frisk mælk i næsten en måned.
Det er de sjoveste ting, der ender op med at være luksus en gang i mellem.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
22 juli 2010
Et nyt kapitel
Denne blog her ligget stendød hen i mange år. Nu er det på tide at vække den til live.
Det er en uge siden jeg forlod København, for at starte et nyt kapitel af mit liv her i Nuuk. Det har været nogle meget indholdsrige dage. Det er ikke fordi jeg har haft nogle store og vilde oplevelser, men det kan sagtens føles sådan, fordi selv den mindste ting, som at købe dagligvarer, føles som et stort eventyr lige nu.
Jeg har siddet i nogle dage og forsøgt at skrive lidt om hvordan det har været at komme hid til Nuuk, men det er utrolig svært at få ned på skrift. Mine tanker bliver ved med at springe i alle retninger. Det er så meget jeg vil fortælle og jeg aner simpelthen ikke hvor jeg skal begynde, så jeg håber i vil bære over med at dette nok bliver en underlig suppe af løst og fast.
Det er meget langt fra Nørrebro til Nuuk. Der er selvfølgelig nogle ligheder: der er cigaretskodder på gaden, der flyder mere eller mindre utilpassede unge rundt og der har til og med været et skyderi ikke så langt fra hvor jeg bor. Ellers er stort set alt anderledes: Husene, omgivelserne, lydene, lugtene... det kunne næsten ikke være fjernere hvis det var i Kina. Og så alligevel... på nogle områder er det næsten som at komme hjem efter en lang rejse: Husene, omgivelserne, lugtene... en gang i mellem er det næsten som om jeg er rejst til en koncentreret version af Trondheim.
Lugten var det første, der slog imod mig, da jeg steg af flyveren i Nuuk lufthavn. Her lugter af højfjell og hav på samme tid. Begge dele er lugte, der sidder meget dybt i mig og som får mig til at føle mig velkommen her på en måde jeg ikke havde forventet. Jeg synes i det hele taget, at jeg er blevet meget vel modtaget.
Jeg blev hentet i lufthavnen af Charlotte, min nye chef. Det var virkelig rart at blive hentet. Ellers havde jeg sgu følt mig lidt fortabt. Vi tog sammen ud til det sted, jeg skal bo til at begynde med. En stor lejlighed, i bydelen Nuussuaq, med kedelige, hvide møbler (bortset fra en lædersofa på steroider). Her er masser af plads, og jeg kan risikere at skulle dele lejligheden med andre hvilken dag som helst.
Vi tog ind til centrum af Nuuk (ca. samme afstand som fra Jægersborggade til Nørreport, måske lidt kortere) hvor Charlotte viste mig lidt rundt. Vi fandt Matas, Brugsen, Tele Post og tog en tur ned i den gamle Kolonihavn, hvor jeg fik samlet et bykort op, så jeg kan finde rundt.
Nuuk er en meget lille by - det erfarede jeg allerede den dag jeg ankom. På min første lille spadsertur gennem byen mødte jeg 2 af dem jeg lærte at kende på det kursus jeg var på inden afrejsen. Det var et glædeligt gensyn og ret så rart at kendte ansigter så hurtigt. Vi aftalte at mødes i caféen på kulturhuset Katuaq om aftenen.
Jeg har sagt det et par gange allerede: Min første dag i Nuuk var rigtig god. Jeg er glad for at jeg havde nogen at mødes med den første aften jeg var her. Det havde ikke været rart at sidde alene derhjemme og græde snot over alle jer jeg har forladt derhjemme. Og jeg er ikke i tvivl om at jeg ville have grædt snot. Hvert eneste lille farvel op til afrejsen gjorde ondt og da jeg sagde ”På gensyn” til Mette og Vibeke ude i lufthavnen havde jeg det som om jeg skulle brække mig af fortvivlelse. Jeg får stadigvæk ondt i maven af at tænke på det.
Jeg må hellere se at afslutte for denne gang. Hvis jeg skal skrive i detaljer om alt jeg har tænkt og oplevet i den sidste uge kommer i til at kede jer ihjel.

Abonner på:
Opslag (Atom)