1) Der er ingen kildesortering af affald heroppe. Man genvinder åbenbart ikke. Indtil videre har jeg ikke kunnet få mig selv til at smide pap, papir og flasker i skraldespanden. De ligger pænt sammenfoldet i et skab og venter på at jeg bliver vant til tanken om alt går i den samme skraldespand.
2) En ting er luksusvarer som (næsten) dagsfrisk mælk til 60 kroner. Ting er dyre her og det er jo ikke underligt når man tænker på at stort set alt skal importeres. Jeg bliver nødt til at tage tilbudsaviserne til nåde og købe stort ind når der er gode tilbud. Jeg har fx købt 12 liter langtidsholdbar Thise økomælk. Der er mange penge at spare, men man får godt nok lange arme...
3) Der er rigtig mange biler her i Nuuk. Store biler. Firehjulstrækkere kan sikkert være nødvendige på kolde og stormende vinterdage, men for mig virker de alligevel noget malplacerede i en by, der højt har 4 lyskryds (og en hastighedsgrænse på 60 km/t).
4) Alkohol er meget dyrt her og man kan ikke købe øl, vin eller spiritus i supermarkedet på en lørdag eftermiddag. Den opbevares på norsk manér bag lås og slå. Det erfarede jeg på bittert vis for et par uger siden, da jeg naivt nok, liiiige skulle ind i Brugsen for at købe noget at drikke til en festlig aften.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
18 august 2010
09 august 2010
Livets små og store fristelser
Jeg gik i stå foran en karton flyfrisk letmælk i lørdags.
Den stod der og lokkede: "Køb mig. Du ved du har lyst. Køb mig!"
En hård kamp mellem min rygrad og mit mundvand endte skidt for rygraden. 30 minutter senere og næsten 60 kroner fattigere drak jeg mit første glas frisk mælk i næsten en måned.
Det er de sjoveste ting, der ender op med at være luksus en gang i mellem.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
Den stod der og lokkede: "Køb mig. Du ved du har lyst. Køb mig!"
En hård kamp mellem min rygrad og mit mundvand endte skidt for rygraden. 30 minutter senere og næsten 60 kroner fattigere drak jeg mit første glas frisk mælk i næsten en måned.
Det er de sjoveste ting, der ender op med at være luksus en gang i mellem.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
22 juli 2010
Et nyt kapitel
Denne blog her ligget stendød hen i mange år. Nu er det på tide at vække den til live.
Det er en uge siden jeg forlod København, for at starte et nyt kapitel af mit liv her i Nuuk. Det har været nogle meget indholdsrige dage. Det er ikke fordi jeg har haft nogle store og vilde oplevelser, men det kan sagtens føles sådan, fordi selv den mindste ting, som at købe dagligvarer, føles som et stort eventyr lige nu.
Jeg har siddet i nogle dage og forsøgt at skrive lidt om hvordan det har været at komme hid til Nuuk, men det er utrolig svært at få ned på skrift. Mine tanker bliver ved med at springe i alle retninger. Det er så meget jeg vil fortælle og jeg aner simpelthen ikke hvor jeg skal begynde, så jeg håber i vil bære over med at dette nok bliver en underlig suppe af løst og fast.
Det er meget langt fra Nørrebro til Nuuk. Der er selvfølgelig nogle ligheder: der er cigaretskodder på gaden, der flyder mere eller mindre utilpassede unge rundt og der har til og med været et skyderi ikke så langt fra hvor jeg bor. Ellers er stort set alt anderledes: Husene, omgivelserne, lydene, lugtene... det kunne næsten ikke være fjernere hvis det var i Kina. Og så alligevel... på nogle områder er det næsten som at komme hjem efter en lang rejse: Husene, omgivelserne, lugtene... en gang i mellem er det næsten som om jeg er rejst til en koncentreret version af Trondheim.
Lugten var det første, der slog imod mig, da jeg steg af flyveren i Nuuk lufthavn. Her lugter af højfjell og hav på samme tid. Begge dele er lugte, der sidder meget dybt i mig og som får mig til at føle mig velkommen her på en måde jeg ikke havde forventet. Jeg synes i det hele taget, at jeg er blevet meget vel modtaget.
Jeg blev hentet i lufthavnen af Charlotte, min nye chef. Det var virkelig rart at blive hentet. Ellers havde jeg sgu følt mig lidt fortabt. Vi tog sammen ud til det sted, jeg skal bo til at begynde med. En stor lejlighed, i bydelen Nuussuaq, med kedelige, hvide møbler (bortset fra en lædersofa på steroider). Her er masser af plads, og jeg kan risikere at skulle dele lejligheden med andre hvilken dag som helst.
Vi tog ind til centrum af Nuuk (ca. samme afstand som fra Jægersborggade til Nørreport, måske lidt kortere) hvor Charlotte viste mig lidt rundt. Vi fandt Matas, Brugsen, Tele Post og tog en tur ned i den gamle Kolonihavn, hvor jeg fik samlet et bykort op, så jeg kan finde rundt.
Nuuk er en meget lille by - det erfarede jeg allerede den dag jeg ankom. På min første lille spadsertur gennem byen mødte jeg 2 af dem jeg lærte at kende på det kursus jeg var på inden afrejsen. Det var et glædeligt gensyn og ret så rart at kendte ansigter så hurtigt. Vi aftalte at mødes i caféen på kulturhuset Katuaq om aftenen.
Jeg har sagt det et par gange allerede: Min første dag i Nuuk var rigtig god. Jeg er glad for at jeg havde nogen at mødes med den første aften jeg var her. Det havde ikke været rart at sidde alene derhjemme og græde snot over alle jer jeg har forladt derhjemme. Og jeg er ikke i tvivl om at jeg ville have grædt snot. Hvert eneste lille farvel op til afrejsen gjorde ondt og da jeg sagde ”På gensyn” til Mette og Vibeke ude i lufthavnen havde jeg det som om jeg skulle brække mig af fortvivlelse. Jeg får stadigvæk ondt i maven af at tænke på det.
Jeg må hellere se at afslutte for denne gang. Hvis jeg skal skrive i detaljer om alt jeg har tænkt og oplevet i den sidste uge kommer i til at kede jer ihjel.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
Det er en uge siden jeg forlod København, for at starte et nyt kapitel af mit liv her i Nuuk. Det har været nogle meget indholdsrige dage. Det er ikke fordi jeg har haft nogle store og vilde oplevelser, men det kan sagtens føles sådan, fordi selv den mindste ting, som at købe dagligvarer, føles som et stort eventyr lige nu.
Jeg har siddet i nogle dage og forsøgt at skrive lidt om hvordan det har været at komme hid til Nuuk, men det er utrolig svært at få ned på skrift. Mine tanker bliver ved med at springe i alle retninger. Det er så meget jeg vil fortælle og jeg aner simpelthen ikke hvor jeg skal begynde, så jeg håber i vil bære over med at dette nok bliver en underlig suppe af løst og fast.
Det er meget langt fra Nørrebro til Nuuk. Der er selvfølgelig nogle ligheder: der er cigaretskodder på gaden, der flyder mere eller mindre utilpassede unge rundt og der har til og med været et skyderi ikke så langt fra hvor jeg bor. Ellers er stort set alt anderledes: Husene, omgivelserne, lydene, lugtene... det kunne næsten ikke være fjernere hvis det var i Kina. Og så alligevel... på nogle områder er det næsten som at komme hjem efter en lang rejse: Husene, omgivelserne, lugtene... en gang i mellem er det næsten som om jeg er rejst til en koncentreret version af Trondheim.
Lugten var det første, der slog imod mig, da jeg steg af flyveren i Nuuk lufthavn. Her lugter af højfjell og hav på samme tid. Begge dele er lugte, der sidder meget dybt i mig og som får mig til at føle mig velkommen her på en måde jeg ikke havde forventet. Jeg synes i det hele taget, at jeg er blevet meget vel modtaget.
Jeg blev hentet i lufthavnen af Charlotte, min nye chef. Det var virkelig rart at blive hentet. Ellers havde jeg sgu følt mig lidt fortabt. Vi tog sammen ud til det sted, jeg skal bo til at begynde med. En stor lejlighed, i bydelen Nuussuaq, med kedelige, hvide møbler (bortset fra en lædersofa på steroider). Her er masser af plads, og jeg kan risikere at skulle dele lejligheden med andre hvilken dag som helst.
Vi tog ind til centrum af Nuuk (ca. samme afstand som fra Jægersborggade til Nørreport, måske lidt kortere) hvor Charlotte viste mig lidt rundt. Vi fandt Matas, Brugsen, Tele Post og tog en tur ned i den gamle Kolonihavn, hvor jeg fik samlet et bykort op, så jeg kan finde rundt.
Nuuk er en meget lille by - det erfarede jeg allerede den dag jeg ankom. På min første lille spadsertur gennem byen mødte jeg 2 af dem jeg lærte at kende på det kursus jeg var på inden afrejsen. Det var et glædeligt gensyn og ret så rart at kendte ansigter så hurtigt. Vi aftalte at mødes i caféen på kulturhuset Katuaq om aftenen.
Jeg har sagt det et par gange allerede: Min første dag i Nuuk var rigtig god. Jeg er glad for at jeg havde nogen at mødes med den første aften jeg var her. Det havde ikke været rart at sidde alene derhjemme og græde snot over alle jer jeg har forladt derhjemme. Og jeg er ikke i tvivl om at jeg ville have grædt snot. Hvert eneste lille farvel op til afrejsen gjorde ondt og da jeg sagde ”På gensyn” til Mette og Vibeke ude i lufthavnen havde jeg det som om jeg skulle brække mig af fortvivlelse. Jeg får stadigvæk ondt i maven af at tænke på det.
Jeg må hellere se at afslutte for denne gang. Hvis jeg skal skrive i detaljer om alt jeg har tænkt og oplevet i den sidste uge kommer i til at kede jer ihjel.
Asannittumik inuulluarit / Kærlig hilsen
Sissel
04 december 2006
Kan man tvinge nogen til at blogge? Del II
For nogen tid siden spurgte jeg mig selv om man kan tvinge nogen til at blogge. Spørgsmålet var dels inspireret af at nogle af mine kammerater fra skolen fik som opgave at oprette blogs i forbindelse med faget "Det brugerskabte web" og dels af at jeg selv tit finder det svært at finde inspiration til at opdatere min egen blog. (Det sidste fremgår i øvrigt tydeligt af tidsintervallerne mellem hver opdatering af denne side.)
I forsøget på at besvare mit eget spørgsmål, har jeg besøgt nogle af disse "tvungne" blogs med jævne mellemrum i løbet af de sidste to-tre måneder. Det har været ret interessant og det viser sig at man sagtens kan tvinge folk til at oprette en blog, samtidig som man slet ikke kan tvinge folk til at blogge.
Forvirret? Lad mig forsøge at forklare hvad jeg mener.
Det er åbenbart at man ved at gøre blogging til en obligatorisk del af et undervisningforløb, kan tvinge en gruppe studerende til at oprette weblogs og i øvrigt skrive de indførsler der skal til for at opfylde underviserens minimumskrav til hvad den enkeltes blog skal indeholde. Jeg er ikke sikker på at jeg vil kalde det for at blogge, men snarere for at lave lektier. I min opfattelse er det at blogge noget andet end at opfylde de formelle krav i et undervisningsforløb. For mig at se, er weblogs kendetegnet ved en indre drivkraft i den enkelte blogger. En trang til at dele sine synspunkter, oplevelser og så videre med omverdenen i større eller mindre skala.
Enkelte af "mine" tvungne bloggere er i øvrigt åbenbart blevet bidt af "blogbacillen". De har udviklet sig til lystbloggere, der ud over de obligatoriske indførsler, skriver løst og fast om ting der har mere eller mindre med det faglige indhold af undervisningforløbet at gøre.
Min (meget subjektive og aldeles uvidenskabelige) konklusion i denne sene nattetime er dermed som følger: Man kan ikke tvinge folk til at blogge. Det kan sagtens lade sig gøre at få en gruppe mennesker til at bruge blogmediet til at løse en opgave, men det er ikke dermed sagt at de kommer til at blogge i en mere taditionel forstand.
Måske er det på tide at revidere mit eget syn på hvad det at blogge egentlig er.
I forsøget på at besvare mit eget spørgsmål, har jeg besøgt nogle af disse "tvungne" blogs med jævne mellemrum i løbet af de sidste to-tre måneder. Det har været ret interessant og det viser sig at man sagtens kan tvinge folk til at oprette en blog, samtidig som man slet ikke kan tvinge folk til at blogge.
Forvirret? Lad mig forsøge at forklare hvad jeg mener.
Det er åbenbart at man ved at gøre blogging til en obligatorisk del af et undervisningforløb, kan tvinge en gruppe studerende til at oprette weblogs og i øvrigt skrive de indførsler der skal til for at opfylde underviserens minimumskrav til hvad den enkeltes blog skal indeholde. Jeg er ikke sikker på at jeg vil kalde det for at blogge, men snarere for at lave lektier. I min opfattelse er det at blogge noget andet end at opfylde de formelle krav i et undervisningsforløb. For mig at se, er weblogs kendetegnet ved en indre drivkraft i den enkelte blogger. En trang til at dele sine synspunkter, oplevelser og så videre med omverdenen i større eller mindre skala.
Enkelte af "mine" tvungne bloggere er i øvrigt åbenbart blevet bidt af "blogbacillen". De har udviklet sig til lystbloggere, der ud over de obligatoriske indførsler, skriver løst og fast om ting der har mere eller mindre med det faglige indhold af undervisningforløbet at gøre.
Min (meget subjektive og aldeles uvidenskabelige) konklusion i denne sene nattetime er dermed som følger: Man kan ikke tvinge folk til at blogge. Det kan sagtens lade sig gøre at få en gruppe mennesker til at bruge blogmediet til at løse en opgave, men det er ikke dermed sagt at de kommer til at blogge i en mere taditionel forstand.
Måske er det på tide at revidere mit eget syn på hvad det at blogge egentlig er.
01 november 2006
Hverdagens små glæder
Denne indførsel er inspireret af min veninde Camilla og hendes begejstring en blæsende efterårsdag.
Jeg er generelt et begejstret menneske. Jeg lader mig tit begejstre af hverdagens små hendelser. En af de ting jeg elsker mest er årstidernes kommen og gåen. Hvis nogen skulle aftvinge mig et svar på hvilken årstid der er min favorit vil jeg det meste af tiden være dem svar skyldig.
Jeg bliver lykkelig af at plukke de første forårsblomster en kold februardag.
Jeg bliver lykkelig af at se de første solstråler ramme jorden en tidlig sommermorgen i skoven.
Jeg bliver lykkelig af efterårsfarverne på Assistens Kirkegård.
Jeg bliver lykkelig af et snedækket landskab (selv når det er på Vestamager).
Jeg er generelt et begejstret menneske. Jeg lader mig tit begejstre af hverdagens små hendelser. En af de ting jeg elsker mest er årstidernes kommen og gåen. Hvis nogen skulle aftvinge mig et svar på hvilken årstid der er min favorit vil jeg det meste af tiden være dem svar skyldig.
Jeg bliver lykkelig af at plukke de første forårsblomster en kold februardag.
Jeg bliver lykkelig af at se de første solstråler ramme jorden en tidlig sommermorgen i skoven.
Jeg bliver lykkelig af efterårsfarverne på Assistens Kirkegård.
Jeg bliver lykkelig af et snedækket landskab (selv når det er på Vestamager).
25 oktober 2006
Keder du dig?
Her er nogle ting du kan få tiden til å gå med på nettet:
Du kan jo passende starte med at kigge på denne imponerende stop motion film og når vi nu er ved film, synes jeg dette er den smukkeste film quiz nogensinde. Her får du ikke kun testet din viden om film, men også dine evner til at løse en rebus.
Er det ikke lige dig, kan du jo bruge de næste par minutter af dit liv på at se på denne illustration af midtøstens historie gennem de sidste 5000 år inden du tar en kig på hvor ubetydelige vi mennesker egentlig er.
Keder du dig endnu? Her er en ny version af et klassisk spil fra senfirserne, men hvis du heller vil kaste dig ud i en god gang hjernegymnastik, er dette måske noget for dig.
Hvis du stadigvæk ikke er underholdt, er det måske en idé at slukke for computeren, læse en bog eller gå en tur.
Du kan jo passende starte med at kigge på denne imponerende stop motion film og når vi nu er ved film, synes jeg dette er den smukkeste film quiz nogensinde. Her får du ikke kun testet din viden om film, men også dine evner til at løse en rebus.
Er det ikke lige dig, kan du jo bruge de næste par minutter af dit liv på at se på denne illustration af midtøstens historie gennem de sidste 5000 år inden du tar en kig på hvor ubetydelige vi mennesker egentlig er.
Keder du dig endnu? Her er en ny version af et klassisk spil fra senfirserne, men hvis du heller vil kaste dig ud i en god gang hjernegymnastik, er dette måske noget for dig.
Hvis du stadigvæk ikke er underholdt, er det måske en idé at slukke for computeren, læse en bog eller gå en tur.
14 oktober 2006
En lille test for at se hvordan Blogger håndterer billeder
Jeg er ikke umiddlebart imponeret over at skulle ind i html-kildekoden for at angive pixelbredden på billedet, men i det mindste lader det sig gøre. Blogger er åbenbart ikke brugervenlighedens højborg når det kommer til at dele sine billeder med verden. Det skal dog ikke afholde mig fra at bruge billeder her.
I øvrigt kunne det være jeg skulle til at bruge min Flickr noget mere.
12 oktober 2006
11 oktober 2006
Jubii!
Nej, dette handler ikke om en dansk netportal, men om min nærmest uhæmmede glæde ved at have fået en ny computer.
Det viste sig jo desværre at min gamle computer var totalskadet og det var jo knapt så sjovt. Heldigvis for mig var den stadigvæk omfattet af garanti og serviceforsikring, så nu har jeg fået en ny computer - næsten helt gratis.
"Dyret 2.0" er en rigtig lækker lille sag. Modsat sin forgænger er det en rigtig bærbar computer på knap 2 kilo. De dage er forbi, da jeg fk ondt i ryggen bare ved tanken på at skulle tage computeren med ud af huset. Nu kan det endelig være at jeg kan bruge computeren som det arbejdsverktøj den er... og om ikke andet bliver den meget lettere at tage med når jeg skal på ferie. :-)
Jeg er en glad gris
Det viste sig jo desværre at min gamle computer var totalskadet og det var jo knapt så sjovt. Heldigvis for mig var den stadigvæk omfattet af garanti og serviceforsikring, så nu har jeg fået en ny computer - næsten helt gratis.
"Dyret 2.0" er en rigtig lækker lille sag. Modsat sin forgænger er det en rigtig bærbar computer på knap 2 kilo. De dage er forbi, da jeg fk ondt i ryggen bare ved tanken på at skulle tage computeren med ud af huset. Nu kan det endelig være at jeg kan bruge computeren som det arbejdsverktøj den er... og om ikke andet bliver den meget lettere at tage med når jeg skal på ferie. :-)
Jeg er en glad gris
09 oktober 2006
En art refleksion
(Oversat og bearbejdet fra min anden blog)
Jeg har længe haft et ønske om at finde et tema eller en retning for min "blogning". Som jeg allerede har nævnt, begyndte jeg at blogge uden at have nogen specifik idé om hvad jeg skulle bruget blog-mediet til. Min blogning (kan man egentlig sige blogning?) har aldrig haft noget rød tråd, hvilket også fungerede fint i starten. Efterhånden blev jeg dog træt af det og gik i gang med at lede efter den efterlængtede røde tråd. Jeg havde såmænd mange idéer, men forkastede dem en efter en. På et tidspunkt blev jeg så fanget af jagten på et tema at min hjerne nærmest brændte sammen hver gang jeg tænkte på at blogge. At blogge blev et Sisyfosarbejde, men modsat Sisyfos, havde jeg muligheden for at give op. Og jeg var meget tæt på at give op (at holde op med at blogge ser i øvrigt ud til at være lidt af en dille...).
Sådan kan det gå, når man vil mere end man måske egentlig kan magte.
Nok får være nok. Jeg har bestemt mig for at "get over myself" og holde op med at længte efter noget jeg åbenbart ikke er i stand til at gennemføre. Det er (endelig) gået op for mig at jeg nu engang er bedst til at dele mere eller mindre tilfældige øjebliksbilleder fra mit liv... så det er hvad jeg vil gøre.
Jeg har længe haft et ønske om at finde et tema eller en retning for min "blogning". Som jeg allerede har nævnt, begyndte jeg at blogge uden at have nogen specifik idé om hvad jeg skulle bruget blog-mediet til. Min blogning (kan man egentlig sige blogning?) har aldrig haft noget rød tråd, hvilket også fungerede fint i starten. Efterhånden blev jeg dog træt af det og gik i gang med at lede efter den efterlængtede røde tråd. Jeg havde såmænd mange idéer, men forkastede dem en efter en. På et tidspunkt blev jeg så fanget af jagten på et tema at min hjerne nærmest brændte sammen hver gang jeg tænkte på at blogge. At blogge blev et Sisyfosarbejde, men modsat Sisyfos, havde jeg muligheden for at give op. Og jeg var meget tæt på at give op (at holde op med at blogge ser i øvrigt ud til at være lidt af en dille...).
Sådan kan det gå, når man vil mere end man måske egentlig kan magte.
Nok får være nok. Jeg har bestemt mig for at "get over myself" og holde op med at længte efter noget jeg åbenbart ikke er i stand til at gennemføre. Det er (endelig) gået op for mig at jeg nu engang er bedst til at dele mere eller mindre tilfældige øjebliksbilleder fra mit liv... så det er hvad jeg vil gøre.
Abonner på:
Opslag (Atom)
